Rocken Lever.

af Tom Ahlberg.

Når en anerkendt forsker som Johannes Andersen i Politikens kronik den
3. september kaster sig ud i at forklare rockens død, er det fristende
at stille spørgsmålet: hvem er død? Johannes Andersen placerer sig
faretruende nær det sted, hvor yngre sjæle nemt og demagogisk kan råbe:
skråt op med de gamle 68´ere.

Helt siden Elvis Presley i 1958 blev indkaldt til militærtjeneste, har
rocken utallige gange været erklæret død, af de der ikke længere var
teenagere. Gang på gang har rockens aktører været i stand til at skabe
nybrud og væsentlige bevægelser, der trodsede tidens satte orden. Det
er forbavsende, hvor mange ligsyn af rocken, der er endt med at
patienten er overlevet.

Johannes Andersen har smidt den hvide kitel og tager os med på en
personlig rundrejse blandt årtiers favoritnavne. Synspunktet er, at i
dag er rocken gennemført kommerciel, så musikken er uden relation til
tid og sted. Spørgsmål er om ikke det er forskerens forhold til
musikken, som er kørt fast i en rille.
Johannes Andersens rockmusik begynder med Beatles og Rolling Stones.
Netop disse navne gav rocken en egen europæisk identitet. Men rocken er
et tiår ældre end Beatles & Stones. Og rockens særlige betydning for
ungdommens opfattelse af sex. oprør, egen identitet og generationskløft
er også ældre end Beatles. Spørg blot nogle af de mange danskere som
valfartede til Malmö og Göteborg for at købe Elvis-plader.
For Johannes Andersen begynder den rent underholdende del af rocken i
70´erne, og "denne snigende undergravning var et første skridt mod
forfald".
Den underholdende del af rocken har altid eksisteret. Elvis undergravede
den sorte musik i sine kopier, Pat Boone undergravede den oprindelige
rock´nroll i sine versioner. Rockens historie er hele vejen kampen
mellem nybrud og konformitet, mellem oprør og underholdning.

Den kommercielle side af rocken har gennem alle årene fulgt mottoet for
de olympiske lege: hurtigere, højere og længere. Hitlister, stereo,
stadionkoncerter (som dog langt fra blev opfundet af Springsteen),
CD´er, MTV og det totale mediehyl er nogle af fixpunkterne. (Var Sgt.
Pepper blevet det mesterværk, hvis Beatles skulle have fyldt CD´ens 70-
minutters format?). Og det skal nok blive værre endnu. Den forædlede
industrialisering og professionalisering af det kunstneriske produkt er
en del af udviklingen. I forskerøjne må netop denne stadige udvikling i
skæringspunktet mellem oprør og kommers være uhyre interessant. Her har
rockmusik og film særlige vilkår i forhold til de øvrige kunstarter.

Kommersen og mængden gør det sværere at få ørerne op for kvaliteten midt
i mængderne af ligegyldig støj. I 70´erne var en del af musikbevægelsens
formål, at sikre større ytringsfrihed. Groft sagt alle skulle have ret
til at udgive en plade. I dag udsendes demobånd på CD med farvetrykt
cover. Det er også støj.
Derfor bliver formidlerens og andre guiders rolle vigtigere. Det løses
desværre ofte under lavmålet. For eksempel, når DR1 i det ny
underholdningsprogram om 70´erne, Apollo, lader den altovervejende del
af musikken være fra 50´erne, 60´erne og 80´erne!
I sidste uge kom den danske hip-hop gruppe, Rockers By Choice med et nyt
album. Anmelderne delte sig i to lejre, på den ene side:befriende at
nogen der siger tingene ligeud og på den anden side: der er dømt
political correctness. Jeg skal ikke tage stilling, men det er oplagt,
at diskussionen er udtryk for både tiden og stedet. Og diskussionen
rammer dybere i kulturpolitiken og samfundsdebatten end Rockers By Choice selv aner.
Rocken er vel heller ikke helt ufarlig, når amerikanske Moral Majority
igen og igen starter retssager for at få dømt især heavymusikere for
pladekøbernes selvmord eller andre voldsomheder.
90´ernes Seattle er selvfølgelig overdimensioneret i medierne, det
gjaldt også Detroit (Motown), Merseybeat (Liverpool) eller San
Fransisco. Men eksemplerne er samtidig udtryk for væsentlige nybrud.

Rocken har heldigvis aldrig været status quo. Det giver os det problem,
at jo højere vore pander bliver, jo sværere er det at engagere sig i
nyere musik. Panikken breder sig, når man mærker, at DanmarksKanalen
står og venter efter næsteskarpe hjørne.

Det er desværre signifikant, når Johannes Andersen laver en positivliste
over 90´erne musikere, at de alle har passeret mindst en million solgte
CD´er. Man skal grave dybere i undergrunden for at finde den rockmusik
som kan forarge, gå på tværs af tidens krav og flytte kunstens rum.
Medierne har altid ledt efter den næste "rockens fremtid". Men rockens
uforudsigelighed er også en del af fascinationen. Fremtiden er et eller
andet sted derude: blandt anonyme lydprogrammører, cool DJ´s, indiske
tablamusikere, canadiske internetsurfere, japanske poeter, brasilianske
jazzmusikere, gangsta-ledere, sump-bluesmusikere og rytmekons-
studerende.
Når man gennem mere end 40 års rockmusik har forsøgt at sanse det
væsentlige, er behovet for at finde nyt knapt så stort. Men det kan være
at den nye ungdom slet ikke føler behov for at vi halvgamle fortolker
deres musik. Det skal ikke forstås som en leflen for unges måske
ureflekterede modeluner eller manglende erfaring. Pointen er, at
dialogen kun kan fremmes ved erkendelse af egne begrænsninger og
åbenhed for andres begejstring. Sådan var det i tresserne, og sådan er
det nu i halvfemserne.

PS: I Sverige sang vi: Schlaf Jo Ja Ja. Jeg må have haft et tidligt
tysk sprogøre, for jeg troede det handlede om at sove.

Bragt i Politiken den 7. september 1996

[tilbage]